Share |

Hvordan er det at have en russer i huset?

En russer er en meget selvstændig kat, men det betyder ikke den holder sig for sig selv, og ikke bliver en del af familien. Tværtimod, for en russer vil forlange at være med i alt hvad du laver. Den bryder sig ikke om lukkede døre, for så kan jo den ikke holde øje med alt og alle i huset. Den er meget nysgerrig, og kan godt finde på at sidde på din skulder mens du vasker op eller laver mad. Den vil også helst med dig når du går på toilettet. En russer er også meget aktiv og legesyg. Den elsker når dens mennesker gider lege forskellige lege med den, og så er den utrolig hjælpsom. Den vil meget gerne hjælpe dig med at ligge rent sengetøj på f.eks. Eller hjælpe dig med at folde avisen sammen. Eller hjælpe dig med at lægge tøj sammen. Jo det er en yderst hjælpsom kat. At tingene så tager dobbelt så lang tid, når russeren hjælper til, er jo bare en ekstra bonus, så du har mere tid sammen med den smukke blå kat. Hvis min Isis vil opnå noget, eller gøre mig opmærksom på et eller andet, stirre hun intenst på mig. Virker det ikke, bruger hun sin stemme til at gøre opmærksom på problemet. Hjælper det heller ikke, puffer hun til mig med en pote. Hvis stadig ingen reaktion, kommer kloen og markere - bare sådan for at være sikker på jeg er vågen, og har opdaget at hendes kongelige højhed vil have min opmærksomhed. For en russer vil helt automatisk være midtpunktet i familien. Det søger den ganske enkelt selv for.

En russer er også meget intelligent. Den lære hurtigt at åbne døren, for den hader lukkede døre. Den lære endnu hurtigere at hente legetøjet når du kaster der, eller hvis den selv vil have gang i legen. Så kommer den og aflevere sit legetøj til dig, så du kan kaste det igen. Den kan være en smule reserveret overfor fremmede. Ikke at den er bange for fremmede, men den vil gerne lige se folk an, inden den nedlader sig til at lade dem komme nær. Nogle russere kan agere som vagthunde. Min Isis knurre som en rotweiler, hvis der kommer fremmede hen til døren.

En russer er helt utrolig adræt. Isis hopper uden besvær op på overkanten af døren. I det hele taget elsker hun at komme op i højderne, så pas på hvad du har stående øverst på reolen, hvis du anskaffer dig en russer. Normalt er den meget dygtig til at sno sig uden om den kongelige porcelain og krystalvasen, men kommer der en flue forbi, så er det slut med forsigtigheden, og potteplanter, vaser og nips, ryger på gulvet efter noder. For fluen SKAL fanges - og bliver det i reglen også. Nyd videoen af Simon's Cat. Det er nemlig præcis sådan det foregår her i huset, når Isis fanger fluer.