Russian blue opdræt

Profil

DK Basis er et lille stueopdræt af russian blue katte, der befinder sig nær Horsens i Jylland – nærmere bestemt Østjylland. Ideen med et opdræt startede da jeg fik min første avlskat Isis, fra katteriet DK Bruhndahl’s. Jeg ville gerne være med til at bevare denne smukke kat, med de intense grønne øjne.

Killingerne får lov til at vokse op sammen med resten af familien. Jeg planlægger ca et kuld om året, så der er masser af tid til hver enkelt killing. Jeg vil gerne lære hver eneste killing at kende, og kende deres respektive temperament og psyke. På den måde har jeg større mulighed for at vejlede køber, så den rette killing finder den rette ejer. Alle katte er forskellige nøjagtig som os mennesker, og det er vigtigt at kemien mellem kat og ejer er helt rigtig. Det hjælper et godt kendskab til hver enkelt killing med til.

Det er også vigtigt for mig, at opdatere kommende killingeejere løbende, med billeder og små historier om lige præcis deres killing, indtil den er klar til at flytte til sit nye hjem. For når man venter på at få sin killing hjem, kan tiden godt føles meget lang, og så er det dejligt at kunne følge med i dens udvikling – også selvom man måske bor lidt langt væk.

Alle mine killinger skal være minimum 12 uger inden de flytter. Jeg er tilhænger af tidlig neutralisation, og sørger gerne for det inden killingen flytter her fra, hvis ny ejer ønsker det. Så er det overstået inden flytningen, og den nye ejer kan nyde sin killing, uden at skulle tænke mere på det.

Alle killinger bliver vaccineret mindst en gang inden flytning, og har også fået orme- og loppekur. De har også deres helt egen madpakke med hjemmefra, og selvfølgelig deres sundhedsbog og stamtavle. Desuden får køber tilbudt et års medlemsskab af russerklubben.

Jeg er selvfølgelig selv medlem af Russian blue klubben Desuden er jeg medlem af Jyrak og opdrætter efter deres vejledninger.