I flere år har vi boet steder hvor vi ikke kunne have dyr. Så da vi endelig flyttede i en lejlighed, hvor husdyr var tilladt, blev vi meget hurtige enige om at vi skulle have en hund. "Vi" er min teenagedatter og mig selv. Da jeg har haft rottweiler før, måtte det gerne være sådan et stort skrummel igen. Efter nogen søgen højt og lavt, fandt vi en hvalp ud af et kuld på 13! Moderen var ægte rottweiler, men faderen var halvt sct. Bernhard og halvt Labrador.
Hjem kom dyret, og skønt var det at have hund igen, som jeg kunne træne og gå ture med. Men ingen træer gror som bekendt ind i himlen, og da vores dejlige Kira var knap et år, slog det pludselig klik for hende. Jeg var der heldigvis da det skete, ellers havde jeg nok ikke troet på min datter. Pludselig og uden forudgående varsel, så som knurren eller gøen, satte vores ellers så elskelige og dejlige Kira, pludselig alle tænderne i min datters ansigt. En hjørnetand var ganske få millimeter fra at punktere hendes ene øje.
Et stort chock for os begge, og jeg brugte resten af dagen til at ringe til alle jeg kendtre med forstand på hunde, og søge nettet tyndt efter informationer. Men alle steder blev min første indskydelse bekræftet: Jeg ville aldrig kunne stole på Kira igen, og at hun måtte have en brist. Næste dag gik vi den tunge gang til dyrlægen, og lod Kira sove stille ind. Jeg ville aldrig nogensinde igen kunne lade Kira være alene med min datter, og jeg havde også et barnebarn at tænke på.
Sorgen og savnet var stort, og vi var enige om vi ikke skulle have hund igen. Det kunne alligevel aldrig blive en ny Kira. Så efter næsten to år, blev vi enige om at få os en kat i stedet. Jeg havde haft kat da jeg var barn, og igen da jeg blev voksen, men det var immervæk næsten 25 år siden jeg sidst havde haft en kat i huset. Men nu skulle det altså være, og så var det store spørgsmål hvilken race vi skulle vælge.
Igen en tur, eller mange på nettet, for at finde ud af hvilke katteracer der findes. Jeg havde altid syntes godt om siameseren, med de blå øjne og den specielle personlighed, men skuffet blev jeg, da jeg opdagde at min definition på en siameser, slet ikke stemte overens med vore dages siamesertype. Jeg syntes simpelthen den nye type siameser var direkte frastødende, med de alt for store øre der stittede ud på hver side af hovedet, som parabolantenner.
Så faldt jeg over Russeren. Jeg kendet godt lidt til den i forvejen, for som med siameseren, var jeg lidt fascineret af dens specielle personlighed, og så har den jo de her utroligt grønne øjne. Og pludselig faldt jeg over DK Bruhndals hjemmeside, med skønne billeder af de smukkeste katte, og så endda her i Jylland.
Efter et par mails frem og tilbage, og nogle -meget - lange telefonsamtaler, blev vi enige om at jeg da skulle have en af hendes killinger. En af hendes katte havde næsten lige fået et kuld på 6, og jeg måtte vælge først.
Men for søren hvor er det svært at vælge en enkelt kat ud af 6 helt ens killinger. Jeg havde sat mig for at det skulle være en hunkilling, men den enlige han der var i kuldet, havde åbenbart kastet sin kærlighed på mig. Igen og igen, insisterede han på at komme op til mig. Det var SÅ tæt på at jeg var taget hjem med to killinger, for Else har ret gode overtalelsesevner. Men fornuften vandt, for i ventetiden var jeg af omveje blevet ejer af Bastian - en stor flot kastreret Bengaler. Og 3 katte ville være lige i overkanten syntes jeg. Så det var med blødende hjerte jeg valgte den lille han fra, og "nøjedes" med at tage en smuk lille og meget livlig hunkilling med hjem.
På den måde blev Isis Dronning af Nygade. Hun er ubetinget husets herskerinde, nu hvor hun snart bliver to år, og styrer Bastian og os andre med hård pote. Den store tunge og godmodige Bastian, kan slet ikke hamle op med hendes adræthed, når hun suser let og elegant op i toppen af klatretræet. Og han kan slet ikke følge med hende, når hun så let som igenting, hopper et par meter op på toppen af dørene, eller op på toppen af reolen. Der kan hun skue ud over sit rige og sine undersåtter, og vi andre må bøje os i støvet for husets ubestridte Dronning.